Kanaan (NO) & H E X // Loppen – Ny dato på vej!


Begivenhedsdetaljer


OBS! Vi arbejder fortsat på en ny dato for koncerten. Der kommer mere info, så snart vi har alt på plads.

Det bliver en hæsblæsende start på Vinterjazz, når de norske psychrockere i Kanaan tordner sammen med den eksperimenterende danske duo H E X og indleder Loppens program for den landsdækkende festival i 2021. Glæd dig til tunge stoner-riffs og tranceskabende krautrock, fræsende guitarer og galopperende trommer d. 5. februar.

▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄
Entré: 120 kr. (inkl. gebyr)
Forsalg: https://bit.ly/kanaan-hex-loppen
Døre: 21:00 // Koncertstart: ca. 22:00
http://loppen.dk/kalender/kanaan-og-h-e-x
▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄

Kanaan – Band har for længst opnået et solidt renommé i hjemlandet for deres strålende livekoncerter, og lige siden debutpladen, ‘Windborne’, fra 2018 har den unge, norske power-trio vundet mere og mere terræn indenfor psychrock-kredse rundt omkring i verden.

I 2020 har Kanaan for alvor demonstreret deres format med hele to albumudgivelser – det semi-improviserede jam-album ‘Odense Sessions’ med Causa Sui-guitaristen Jonas Munk og ‘Double Sun’, som de selv har produceret og indspillet på en gård i Sveriges golde ødemark.

“Norway’s new instrumental prodigies confirm their genius with another masterpiece” – More Fuzz

“An absolute must-hear for any fan of the style and I can’t help but feel that this is just an inkling of what this band can bring to the table” – Head-Banger Reviews

Kanaan er signet på det danske label, El Paraiso Records, hvor man også finder bands som Papir, Causa Sui og Mythic Sunship, og deres take på instrumental psychrock med komponenter af både kraut-, prog-, og stonerrock – samt en god portion improvisationsjazz – er som skabt til El Paraiso-fællesskabet.

H E X er en dansk gruppe, der udfordrer duo-formatet med akustiske og forarbejdede trommer, elektrisk guitar og obskur elektronik. Deres musik er intens improvisation, der cykler ind og ud af abstrakte lag, hyperaktiv free form trance, syntetisk støj og kryptiske elektroniske strukturer.

Gruppen består af Lars Bech Pilgaard og Anders Bach, der begge er meget aktive musikere og komponister i en bred vifte af konstellationer fra alternativ rock- og jazzmusik, og på scenen fremmaner de to erfarne herrer et ultraenergisk udtryk, hvor håndspillet elektronisk musik og fri improvisation presses ind i en ny form.

Deres seneste udspil, ‘Ms Vodou’, blev i 2020 nomineret til en DMA Jazz for “Årets Eksperiment”, så spænd sikkerhedsselen og se, om du kan følge med den første fredag i februar!

https://www.facebook.com/events/3255121901263336/