Frigjort Festival 2021


Begivenhedsdetaljer

  • Date:
  • Sted: Musik Loppen
  • Kategorier:

Frie børn leger bedst! Så kom og bad i sensommersolens skær, når Frigjort Festival vender tilbage på og foran Musik Loppen d. 13.-14. august med en kavalkade af kunst og musik, der gør sig fri af rammerne. Programmet opdateres i løbet af sommeren!

▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄
Partout: 300 kr. (inkl. gebyr)
Forsalg: http://bit.ly/frigjort-festival-2021
Mere info på vej!
▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄

Mens det sidste år er forløbet med aflysninger, hjemmeisolation og længsel efter kulturlivet, har vi drømt om at skabe rammerne for en sommerfestival spækket med livemusik, fællesskab og frihed. Derfor er vi ovenud lykkelige over at kunne løfte sløret for dette års Frigjort Festival, hvor vi har sammensat et overdådigt festivalprogram, der løber af stablen den anden weekend i august!

Musikprogrammet byder igen på en masse spændende acts og allerede nu kan du se frem til at opleve strongboi, TAN, Baby In Vain, Brimheim, Josefine Opsahl, Afskum, UBLU, Disarmer, Croquis Kvartet og Slim0. Det musikalske line-up opdateres løbende og dykker videre ned i det spirende danske vækstlag.

En håndfuld af koncerterne vil blive afholdt gratis ude på prærien foran Loppebygningen, hvor du også får lov at opleve helt nye værker skabt til festivalen af de to unge kunstnere, Sally Santana og Søren Arildsen. Udendørsprogrammet byder desuden på to paneldebatter med psykolog Simon Gents fra Stem Sindet, der både tager pulsen på den danske musikbranche anno 2021, og forsøger at komme bagom overfladen og væk fra de mere mytiske og stereotype forestillinger og fortællinger om misbrug og musikerliv.

Om aftenen trækker vi koncerterne ind på Loppens scene, som denne weekend omdannes til lysinstallationen ‘BARRIERA’ i samarbejde med event- og lyskunstkollektivet, Pleasure Control. En sceneografi bestående af barrierer dannet af projektorer, lasere og røg, der i sammenspil med de optrædende artister danner en visualisering af både harmoni og kaos.

Der er flere overraskelser på vej, så sæt kryds i kalenderen og glæd dig til den dejligste sommerbeskæftigelse i hele København d. 13.-14. august.

Frigjort Festival opstod som et samarbejde mellem Loppen og Det Gyldne Liv Festival i Kolding, og fandt sted for første gang i 2019. Vi vil gerne takke Tuborgfondet for støtten til realisere vores drømme for festivalen i 2021.

Illustration af Malthe Knudsen

OBS. Vi følger løbende regeringens udmeldinger om regler og restriktioner til festivaler, og derfor er der i første omgang også kun et begrænset antal billetter til salg. Men én ting er sikkert. Frigjort Festival bliver så frigjort som muligt!

https://www.facebook.com/events/169621174968495/