WAtWFCtKI, Simon Littauer & Red Moon Ritual + DJ-sets


Begivenhedsdetaljer

  • Date:
  • Sted: Musik Loppen
  • Kategorier:

Loppen inviterer indenfor til en ny elektronisk klubaften, hvor vi i den første udgave præsenterer en række spændende live-acts samt nogle sprøde DJ’s til at danne rammerne for en aften med masser af lækre tunes. Baren bugner selvfølgelig af kolde forfriskninger til at køle dansebenene ned til langt ud på natten!

Den filosofisk anlagte trio We Are The Way For The Cosmos To Know Itself fortæller via deres storladne kosmiske pop, historier om intergalaktiske sammenhænge. Deres udtryk rejser hinsides den gængse elektropopscene, og frembringer en stjernestrøet filosofisk oplevelse for lytteren. Live spiller bandet farverige og energiske koncerter, som med tung bas og synkroniseret lys skaber en helhedsfortælling der tryllebinder udi en kosmisk trance.

Debutsinglen, Tiger, kom med på den toneangivende kompilationsserie, Sound Of Copenhagen vol. 13, og banede vejen for en lang række prominente koncerter efterfølgende. I foråret 2018 udgav trioen singlen Flashbacks, som er første single fra en EP, der udkommer til oktober. Flashbacks har bl.a. fået airplay på P3 og P4 og er kommet i rotation hos Amazing Radio i London.

Simon Littauer inviterer publikum ind i en verden af knapper, kabler og blinkende diodekredsløb i hans hjemmebyggede og håndlavede elektroniske univers. Littauer er stor tilhænger af styrken ved improvisation og live-produktion uden nogen form for indgreb fra computere eller backing tracks. Han arbejder udelukkende på sin modular synthesizer, som danner rammerne for en improviseret technokoncert, der taler til både fordybelse og danseben.

Simon Littauer har et imponerende CV og har blandt andet været en del af electro-rockgruppen, Reptile Youth, og spillet i Asteroids Galaxy Tours live-band. I sommers spillede han solo på Roskilde Festivalens Countdown-scene. Soundvenue var til stede ved koncerten, og skriver i en anmeldelse, at Littauer “… med en mesterlig opbygning fik kørt publikum ud i en status af eufori.”

Vi glæder os ufatteligt meget til at præsentere jer for den passionerede techno-troldmand, der med garanti sørger for, at vi får en helt særlig aften!

Red Moon Ritual har en tilbagelænet, kalkuleret og underspillet elektronisk lyd, der leder tankerne hen på Nicolas Jaar. Lydbilledet er dog også tungt og maskinelt, men lægger samtidigt også op til bevægelse i kroppen med inkorporerede latinamerikanske rytmer. Bandet består af trommeslager og producer Julius Sylvest, der som DJ har varmet op for Major Lazer, keyboardspiller og producer Kristian Olsen (tidl. Oh No Ono, Christian Hjelm, Laust Sonne m.fl.) og sanger og sangskriver Simon Gents (tidl. Plastic, Overmoon, m.fl.). Ifølge Kristian Olsen er ambitionen med Red Moon Ritual, “at udvide grænserne for, hvad der er muligt inden for den elektroniske musik”. Bandets første single, Let It Die, udkom i starten af foråret 2018 sammen med en imponerende musikvideo, som på ambitiøs vis fremstiller bandets store potentiale.

Aftenens stjernespækkede line-up fuldendes af DJ-sets fra både Emma Acs og Julius Sylvest!

▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄
Entré: 80 kr.
Forsalg: https://bit.ly/2Og67lC
Døre: 21:00 // Koncertstart: ca. 22:00
http://loppen.dk/kalender/red-moon-ritual
▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄

https://www.facebook.com/events/326694184805346/