Jaye Jayle (US) // Loppen


Begivenhedsdetaljer


Med referencer til alt fra Tom Waits til Johnny Cash og Tori Amos, går Jaye Jayles Americana-noir dybt ind i sjælen på dig, tager dit hjerte ud og vrider det rundt. Hvor dystert det end lyder, så er vi på Loppen meget stolte af at kunne præsentere jer for Jaye Jayle, når bandet opsætter det perfekte, mørke lydtapet på Loppen den 21. april.

For dem af jer, der endnu ikke kender til den intense og vidunderlige musik der gemmer sig under navnet Jaye Jayle, har I noget stort i vente. Som var det soundtracket til en David Lynch-film serverer bandet en mørk, snusket og djævelsk americana-noir svøbt ind i country og dyb melankoli. Projektet hedder Jaye Jayle, men bag navnet gemmer sig Young Widows-frontmanden, Evan Patterson, og hans band bestående af Todd Cook (Shipping News, The For Carnation), Neal Argabright (Phantom Family Halo, Freakwater) og Corey Smith (Phantom Family Halo).

Debutalbummet ’No Trail And Other Unholy Paths’ blev udgivet på Sargent House sidste år, og er meget passende produceret af David Lynchs musikalske rådgiver Dean Hurley. Et bedre musikalsk match kunne ikke findes, og albummet har fået magasiner som Ghost Cult Magazine til at kaste 8,5 ud af 10 stjerner efter det, og kalde det for ”emotionelt, koldt og helt fantastisk!”

Med Pattersons tørre, dybe croonerstemmer, udkrænger han meningsfulde tekster over en hypnotisk, støvet baggrund, som var han Tom Waits, mens han det næste øjeblik hidkalder Johnny Cashs spøgelse med støvet country og mørk blues. Det er beskidt, beroligende og støjende med stærke tekster om ensomhed og hedoisme, og vi kan slet ikke vente, til Jaye Jayle fremkalder alle følelser i spektret på Loppens scene til april.

▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄
Forsalg: https://bit.ly/2G7KKxX
Døre: 20.30 // Koncertstart: ca. 21.30
Entré: 120 kr.
http://loppen.dk/kalender/jaye-jayle
▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄

https://www.facebook.com/events/232700120948281/