Black Tusk (US) // Loppen


Begivenhedsdetaljer


“Life is short, finish what you start and mean what you do. Not everyone does and not everyone gets to. Live your life; no regrets.”, er en livspåmindelse, som sludgemetalbandet Black Tusk har erfaret på tragisk vis, efter tabet af deres ven og bassist, Jonathan Athon.

Savannah sludge-trioen Black Tusk udgav i 2016 pladen ’Pillars Of Ash’; den sidste plade indspillet med bassist Jonathan Athon, som på tragisk vis blev slået ihjel i en motorcykelulykke i en alder af kun 31 år. Knuget af sorg lagde bandets resterende bandmedlemmer, guitarist Andrew Fidler og trommeslager James May, instrumenterne fra sig for en kort periode, men besluttede sig hurtigt for at fortsætte med dén drøm, de startede med Athon tilbage i 2005.

Bandets gode ven Corey Barhorst (Kylesa) har overtaget rollen som bassist, og i slutningen af 2018 stod bandet så klar med deres første plade uden Athon – det femte fuldlængdealbum, ’T.C.B.T’. På ’T.C.B.T’ (Taking Care of Black Tusk) fortsætter bandet ufortrødent med dén lyd, de har perfektioneret i snart 15 år; den piercende vokal, den tunge sludgelyd og den store Motörhead-inspiration, som samlet bliver til dét, bandet selv kalder for ”swamp metal”.

Ét af Black Tusks stærkeste træk er evnen til at kreere sange, der er kaotiske og rå men også ekstremt fængende og mindeværdige. Og dén evne fortsætter de med på ‘T.C.B.T’. Pladen er en hyldest til dét band, som de tre bedste venner dannede for over et årti siden. Med den nye mand, Corey, bag bassen, tager de nu musikken ud på landevejen og tager sig at det, de gør bedst, nemlig Black Tusk.

Vi glæder os til at tage imod bandet, når de den 7. maj vender tilbage til Loppen.

▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄
Entré: Forsalg: 110 kr. / Dør: 125 kr.
Forsalg: https://bit.ly/2tGQ9oc
Døre: 20.30 // Koncertstart ca: 21.30
http://loppen.dk/kalender/black-tusk
▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄

https://www.facebook.com/events/355450231721314/