Optur på Operaen

Sangskrivere og musikere mødes på kryds og tværs, for at spille hinandens musik i en fælles konstellation. Denne aften kan du opleve sange og improviserede lyduniverser fra:

▶ Marc Facchini
https://www.facebook.com/marcfacchinissange/

▶ Emma Grankvist

▶ Alexander Mackenzie

▶ Madson

+ Afterparty DJ

Band: Viktor Østergaard, Mads Løvenholdt, Andreas Madsen og Viktor Dahl

♥ Entré: kr. 60,-

Marc Facchini:
Siden udgivelsen af sin debutplade i 2015, er Marc Facchini både blevet DMA-nomineret og rost til skyerne af flere anmeldere, mens han har spillet Danmark tyndt. Med sin tredje plade, ‘Himmelmekanik’, er den dansk/italienske sangskriver klar til at træde ud af sine forbilleders skygge. Pladen er den tredje i rækken af soloudgivelser, med den erklærede intention, at tage den danske sangskrivningstradition videre til nye generationer under nye omstændigheder. Forbillederne spænder vidt; fra Allan Olsen, Sebastian og Povl Dissing til internationale navne som Arvo Pärt, Nusrat Fateh Ali Khan og Ali Farka Touré.

Emma Grankvist:
Sangerinde og sangskriver fra upcoming band Young Tiger. Melankolsk engelsksproget popmusik.

Alexander Mackenzie:
Enkle guitarbaserede sange med drivende soul/rock grooves komplementeres af improvisation og lydkunst. Alexander Mackenzie tilbragte to år i Sydafrika som 5-7 årig og sugede lyden af Ladysmith Black Mambazo til sig. Tilbagekomsten til Danmark var svær, men Alexander Mackenzie fandt en stemme gennem guitaren i en alder af 8 år. Med inspirationer som Jimi Hendrix, Kurt Cobain, Blake Mills, The Band, Stevie Wonder, Alice Coltrane, Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrou, Daniel Lanois samt nylige eksplorationer i eksperimenterende elektronisk musik er paletten bred.
Man kan se frem til en nærværende og energisk lytteoplevelse der går direkte ind i brystet.

Madson:
Drømme og længsel beskriver meget godt det univers, man træder ind i, når man lytter til Madson’s musik. Den danske singer-songwriter med det borgerlige navn Frederik Schultz Madsen skriver på engelsk, og hans sange læner sig meget op ad en international lyd, som både søger frem og tilbage i tiden. Teksterne er yderst personlige, og man mærker en søgen efter svar på livets store spørgsmål.
Han har indtil videre udgivet debut EP’en ‘Rocket For Your Skyline’, hvoraf singlen af samme navn, er blevet spillet flittigt på P4. Siden da har han arbejdet på sit debutalbum, som gerne skulle være på gaden i løbet af 2018

Del med Facebookmail