M. Rexen live på Loppen

M. Rexen er klar med eksklusiv 7-tommer-udgivelse og dertilhørende releasekoncert på Loppen d. 14 december 2017. Hvis navnet M. Rexen ikke vækker genkendelse i den etablerede danske musikverden, er det ingen overraskelse. Multiinstrumentalisten, globetrotteren og excentrikeren Michael Rexen, født i 1985 i De Forenede Arabiske Emirater har nemlig bevæget sig i konstant opposition til gængse normer.

På trods af at M. Rexen bosatte sig i København som 22-årig, og siden da har været hovedaktør i musikalske konstellationer såsom ”A Key is A Key”, det improviserede projekt ”Den Magnetiske Ørn” og senest projektet ”Mongol”, er det første gang, at M. Rexen står frem i eget navn.

Det gør han med singlen ”Wild Flower”, som udkommer på vinyl med tilhørende b-side d. 15 december. Wild Flower er 5 minutters groovy energiudladning, hvor Michael Rexen med David Byrne’sk flair for at fusionere genrer, både introducerer afrobeat-rytmik, mellemøstligt klingende strygerarrangementer og et rock and roll tekstunivers, der ifølge M. Rexen ”opfordrer til at kaste sig i hegnet og leve som en vild blomst”.

Wild Flower er produceret af Mathias Bang Madsen, og skabt i samarbejde med Adi Zukanovic (Bisse, Irah m.fl.), Martin Ullits Dahl (Prins Nitram, Eggs Laid by Tigers m.fl) og Matias Wolf (Kentaur, Den Magnetiske Ørn)

▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄
Entré: 90kr.
Forsalg: https://billetto.dk/en/e/m-rexen-billetter-236027
Døre: 20:30 // Koncertstart: ca 21:30
http://loppen.dk/kalender/m-rexen
▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄

Del med Facebookmail