Frk. Jacobsen – koncertaften på Loppen


Begivenhedsdetaljer

  • Date:
  • Sted: Musik Loppen
  • Kategorier:

GRUNDET STADENS FØDSELSDAG HAR VI VALGT AT SKRUE PRISEN HELT I BUND DENNE AFTEN, PLUS LÆGGE EN GRATIS LOPPE-ØL OVENI INDGANGEN 🙂

Denne aften byder på en helt særligt sammensat suite af koncerter med Frk. Jacobsen, Sav, Soma & Lil, Nicolai Kaas Claesson solo og J. Jaanmai duo + release af det nye album “Thin Dry Sticks” af Frk. Jacobsen

Frk. Jacobsen

Dynamisk, kompleks, nærværende – det er bare tre stikord til musikeren, komponisten og sangeren Anja Jacobsen. Leder af Valby Vokalgruppe og den ene af de to sprælske percussionister i gruppen Selvhenter. Som Frk. Jacobsen arbejdes i eget regi med en yderligere mangfoldighed af udtryk. Fortsat rytmisk spændstigt, men nu med tekst, stemme og dristige lydbilleder.

Musikken udfoldes i et felt af musikalske og følelsesmæssige kontraster – mellem jordbundne hverdagssituationer og kosmiske abstraktioner, mellem antikkens Grækenland og livet i København anno 2018, mellem melodiske popfornemmelser og avantgardistiske udflugter. Som en legesyg rejse gennem forskellige tider og rum hylder Frk. Jacobsen de poetiske og surrealistiske øjeblikke, der ofte skubber sig ind som små kiler i livets almindelige hverdagssituationer.

Frk. Jacobsen består af Lars Bech Pilgaard (guitar), Lil Lacy (keyboards, kor, cello), Nicolai Kaas Claesson (bas, cello) og Anja Jacobsen (vokal, percussion).

www.egetvaerelse.dk

https://soundcloud.com/frk-jacobsen

Soma & Lil

Soma & Lil er en billedskabende cello-duo, der spiller med effektpedaler og arbejder med at skabe improvisationer og kompositioner inspireret af titler, natur og objekter.

Soma & Lil har komponeret musik til film, fortolket Justin Bieber og bodybuildere (AUTOPSIA), samt medvirket i en dokumentar om Soma & Lil. Senest har duoen, i samarbejde med den japanske musiker Haruhiko Okabe, spillet Gagaku tempel-kompositioner, som er mere end 1300 år gamle, samt improviseret med inspiration fra Gagaku. Soma & Lil var nomineret til nye danske jazznavn i 2016 for pladen Soma & Lil “Landet / Rummet”.

Soma & Lil er Soma Allpass (cello) og Lil Lacy (cello).

www.somalil.com

Nicolai Kaas Claesson – Solo

Inspireret af kunstnere som Sun Ra, Marion Brown, Vaetxh og Peter Friis Nielsen spiller komponist og bassist Nicolai Kaas Claesson melodisk støj i vævende forløb. 100% improviseret elbasmusik.Nicolai Kaas Claesson har de seneste år figureret på den alternative danske jazzscene som el- og kontrabassist i bands som Horse Orchestra, New Kids, The Hum og Dødens Garderobe. Med udtryksfelt i gråzonen mellem impro, jazz og avantgardepop har han spillet med bl.a. John Tchicai, Niels Skousen, Frk. Jacobsen, Bisse, Mellemblond, Vessel, Kentaur m.fl.

SAV

Siden dannelsen af duoen SAV for snart otte år siden har Mija Milovic og Lars Bech Pilgaard nysgerrigt udforsket afkrogene indenfor eksperimentalmusikken. SAV har udgivet tre plader og turneret i Europa, USA og på Balkan. Deres seneste udspil The Conversation fra 2017 blev optaget i Beograd i forbindelse med en balkan-tour. Agressive vokaludladninger på flere sprog i unisone forløb med guitaren akkompagneres af rastløse perkussive anslag, reallyde og uforudsigelige dynamikker. Musikken antager forskellige skikkelser efter lyst, sted og tid, men bindes altid sammen af hyper-elastisk improvisation og nysgerrighed.

https://soundcloud.com/sav-music-1

J. Jaanmai duo

J. Jaanmai duo er et nyt samarbejde mellem Mija Milovic og Anja Jacobsen. Duoen er opstået på baggrund af inspiration fra mesteren J. Jaanmai, en glemt dansk-indisk komponist fra 1800-tallet. Hendes kompositioner var nytænkende og ekstravagante; én krævede et kor på 2000 kvinder der sang call-and-response til hinanden mellem Knippelsbro og Langebro, mens 100 robåde hver med en solo-balletdanser pendlede mellem de to broer. Værket blev desværre aldrig opført, da J. Jaanmai døde tidligt af tuberkulose. J. Jaanmai duo lever videre i mesterens kompromisløse og modige ånd.

J. Jaanmai duo er Mija Milovitch (stemme, keyboard) og Anja Jacobsen (stemme, percussion).

————————————————
Døre: 20.30
Koncertstart ca: 21.30
http://loppen.dk/kalender/frk-jacobsen
————————————————

https://www.facebook.com/events/2148298421848137/